Dansk Nordisk Modstandsbevægelse

Rådet til sikring af borgernes ukrænkelige rettigheder

Uddrag af den årlige rapport ”Danmark og EU-domstolen 2011”

Link til den fulde rapport på dansk:

http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/EUU/bilag/584/1153891/index.htm

 

FORBEDRET ADGANGTIL EU-DOMSTOLENSRETSPRAKSIS

I 2011 introducerede EU-dom-stolen en ny søgemaskine på sin hjemmeside: www.curia.europa.eu.

Det er nu for første gang muligt atsøge elektronisk i al domspraksis fra alle EU’s retsinstanser tilbage til 1952. Samtidig blev der også givet adgang til elektronisk søgning i EU-domstolens bibliotek, der aktuelt omfatter mere end 340.000 titler af relevans for udviklingen af EU-retten

 

ELEKTRONISK FORKYNDELSE AF DOKUMENTER: E-CURIA

Ved beslutning af 13. september 2011 lancerede EU-domstolen sit nye elektroniske system for forkyndelse af proces-dokumenter. Systemet, ”e-curia”, er siden da gradvist blevet udrullet i de enkeltemedlemslande. Danmark gik overtil anvendelse af det elektroniske forkyndelses-system i november2011. Systemet indebærer, at der spares betydelige administrative ressourcer både hos EU-domstolen som institution og i forbindelse med administrationen af EU-retssagerne i de enkelte medlemslande. Det gælder f.eks. i ft. behandlingen af de præjudicielle forelæggelser, hvor medlemslandene løbende modtager information om alle retssager, som forelægges EU-domstolen fra de enkelte domstole i medlemslandene

 

Traktatkrænkelsesager og Pilotprojekt

 

Eventuelle problemer vedrørende implementeringen af EU-retten kan ofte afklares og løses i en dialogmellem Kommissionen og medlems-landene. Det gælder både klager eller henvendelser fra borgere og virksomheder i medlemslandene og sager, der rejses på Kommissionens eget initiativ. For at skabe en ramme for en sådan dialog etablerede Kommissionen i foråret 2008 et pilotprojekt. Projektet skulle lette klageprocessen og forkorte sagsbehandlingstiden for henvendelser til Kommissionen fra borgere og virksomheder. Pilotprojektet har bidraget til et betydeligt fald i antallet af egentlige traktatkrænkelsessager, og de årlige evalueringer af projektet har været tilfredsstillende. Initiativet er nu endeligt etableret, men det går fortsat under betegnelsen ”Pilotprojektet”. Siden 1. juni 2012 er alle 27 medlemslande omfattet. Udenrigsministeriet er Danmarks kontaktpunkt i projektet, der også muliggør, at ressortmyndighederne har direkte kontakt og dialog med Kommissionen for at udrede sagerne og finde løsninger. Behandlingen af danske sager under pilotprojektet er forankret i et embedsmandsudvalg (Juridisk Specialudvalg) med Justitsministeriet som formand og med ressortministerierne som ansvarlige for den indholdsmæssige behandling af sagerne. Dette sikrer overblik og giver mulighed for en koordineret indsats på et tidligt stadie, inden sagerne eventuelt bliver til egentlige traktatkrænkelsessager

 

2. Danmarks deltagelse i retssager ved EU-Domstolen

2.1 Gennerelt

EU-Domstolen har i 2011 behandleten række sager vedrørende et bredt felt af sagsområder. Den danske regering afgav i 2011 i alt 47 mundtlige og skriftlige indlæg ved Domstolen og Retten. Dermed fortsættes tendensen fra de seneste år, hvor Danmark forsøger at sikre maksimal dansk indflydelse på udviklingen af EU-samarbejdet via en meget aktiv indsats ved EU-Domstolen. De enkelte dommes principielle rækkevidde og betydning for Danmark varierer meget. I det følgende fremhæves nogle af de sager, som regeringen har afgivet indlæg i, og som har særlig interesse ud fra et dansk synspunkt 

 skema oversigt Dansk deltagelse ved EU-domstolen

År                                        2007                      2008                      2009                      2010                      2011                               

Danske indlæg                      -                      37                    39                    54                    47

Stævninger

mod Danmark                        0                      0                      0                       1                         3                   

 

2.2  Direkte sager mod Danmark

I 2011 anlagde Kommissionen i alt tre sager ved EU-Domstolen modDanmark vedrørende overholdelse af EU-retten, såkaldte traktatkrænkelses-sager. Der er tale om sager, som Kommissionen har valgt at anlægge mod Danmark efter gennemførelse af den administrative fase i traktatkrænkelsessagerne. Der er tale om et lidt højere antal end sædvanligt for Danmarks vedkommende. På EU-plan hører Danmark fortsat til de lande, som Kommissionen anlægger absolut færrest direkte sager imod. Der er store forskelle i antallet af sager anlagt mod de enkelte medlemsstater, bl.a. som følge af forskellige lovgivnings traditioner i medlemslandene. Det gennemsnitlige antal sager i perioden 2007-2011 spænder fra 0 sager i Letland og Bulgarien til helt op mod 12-15 sager i Belgien, Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Det danske gennemsnit ligger på 0,8 sager. Værd at bemærke er, at det gennemsnitlige antal sager, som Kommissionen hvert år rejser mod medlemsstaterne, er faldet betragteligt, ikke mindst på grund af en stor indsats fra Kommissionens side for sikre overholdelsen af EU-retten på anden vis. Gennemsnittet i 2007 på 8 sager pr. medlemstat er i 2011 mere end halveret til blot 3 sager pr. medlemsstat. 

Den første direkte sag mod Danmark i 2011 drejede sig om implementering af vandrammedirektivet, direktiv nr.2000/60 om fastsættelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, sag C-323/11, Kommissionen mod Danmark.Baggrunden for sagen var manglende dansk gennemførelse af direktivets krav om udarbejdelse af vandmiljøplaner. Sagen var usædvanlig derved, at der under sagen var enighed mellem Kommissionen og Danmark om, at implementeringen af direktivet ikke var sket inden udløbet af implementeringsfristen. Mens sagen verserede ved Domstolen blev implementeringen af vandrammedirektivets krav om vandplaner gennemført. Sagen ventes på dette grundlag hævet i 2012. Den anden direkte sag i 2011, sag C-95/11, Kommissionen mod Dan-mark, vedrørte fortolkningen af moms-direktivet, direktiv nr. 112/2006 om det fælles merværdiafgiftssystem. Moms-direktivets artikel 11 giver medlems-staterne mulighed for at tillade, at momspligtige selskaber, der finansielt, økonomisk og organisatorisk er nært knyttet til hinanden, kan behandles som ét momspligtigt selskab, en såkaldt momsgruppe. Danmark tillader lige som en række andre medlemsstater sådanne momsgrupper og accepterer, at blandt andet ikke-momspligtige holdingselskaber kan indgå heri. Kommissionen er derimod af den opfattelse, at kun momspligtige selskaber må indgå i momsgrupper og har derfor anlagt sag mod Danmark. Sagen er fortsat verserende og forventes afsluttet i løbet af 2012 eller første halvdel af 2013. Den tredje sag vedrørte skatteopkrævning af latente kapitalgevinster, når en virksomhed flytter aktiver til en anden medlemsstat. Denne sags omdrejnings-punkt er fortolkningen af Traktatens grundlæggende bestemmelser om den fri etableringsret. Kommissionen er af den opfattelse, at den danske praksis i ft. Skatteopkrævning, lige som en række andre medlemsstaters praksis, er i strid med EU-retten og har derfor anlagt sag mod blandt andre Danmark, sag C-261/11, Kommissionen mod Danmark. Der verserer et antal sager mod andre medlemslande, der berører samme problemstilling. Sagen mod Danmark er endnu ikke afsluttet. Se iøvrigt nedenfor om skatteområde 

2.3 Unionborgerskab og Opholdsret i medfør af EU-retten

Betydningen og rækkevidden af unions-borgerskab, dvs. de rettigheder, som følger af at være statsborger i et EU-land, navnlig i forhold til afledte rettigheder til ophold for familiemedlemmer, har været genstand for flere sager ved EU-Domstolen i 2011. Den danske rege-ring har været aktiv i ft. et antal sager, herunder i tre interessante sager, hvor i der faldt dom i 2011. Sagerne har bl.a. betydning for Danmarks muligheder for at opretholde visse regler om familie-sammenføring med tredjelands statsborgere. Den 8. marts 2011 afsagde Domstolen dom i den meget omtalte sag C-34/09, Zambrano. I denne dom fastslog Domstolen, at unionsretten er ”til hinder for nationale foranstaltninger, der har den virkning, at unions-borgere reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere”. Som følge heraf fastslog Domstolen, at en colombiansk far til to mindreårige belgiske børn, havde ret til at opholde sig i Belgien, idet ”disse børn, der er unionsborgere, [i modsat fald] vil blive nødsaget til at forlade Unionens område for at følge deres forældre.”Knap to måneder senere, den 5. maj 2011, afsagde Domstolen dom i sag C-434/09, McCarthy. Sagen vedrørte en britisk statsborger, Shirley McCarthy, der havde giftet sig med den jamaicanske statsborger, George McCarthy, i Det Forenede Kongerige, hvor de begge boede. George McCarthy søgte efterfølgende om opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige, men fik afslag her på. Domstolen fastslog, at udvisningen af George McCarthy ikke har ”den virkning, at [Shirley McCarthy] fratages den effektive nydelse af kerneindholdet, i de rettigheder, som er knyttet til hendes status som unionsborger, eller at hun hindres i at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område i henhold til” unionsretten.

Traktatens regler om unionsborgerskab medfører således kun en afledt opholds-ret for en tredjelandsstatsborger i de tilfælde, hvor en unionsborger ville være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis tredjelandsstatsborgeren ikkekunne blive i medlemsstaten. Den 15. november 2011 afsagde Domstolen dom i sag C-256/11, Dereci, der blandt andet vedrørte en tyrkisk statsborger, der i Østrig havde tre børn med en østrigsk kvinde. Børnene er østrigske statsborgere, og det centrale spørgsmål i sagen var, om Østrig på grund af børnene var forpligtet til at give Dereci en opholdstilladelse. Efter dommene i Zambrano- og McCarthy-sagerne var det reelle spørgsmål i sagen, om Derecis børn ville være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis han ikke kunne blive i Østrig, dvs. hvorvidt Traktatens regler om unionsborgerskab medfører, at (mindreårige) unionsborgere har rettil at have begge deres forældre hos sig i en medlemsstat. Den danske regering argumenterede under sagen for, at et afslag på farens ansøgninger om familiesammenføring ikke ville medføre, at børnene var nødt til at forlade Unionens område. Domstolen udtalte, ”at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat, af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område, måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af hans familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med ham på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles.” Domstolen fastslog således ikke, at (mindreårige) unions-borgere har ret til at have begge deres forældre hos sig i en medlemsstat, men overlod det til den nationale forelæggende domstol at vurdere, om Derecis børn vil være nødsaget til at forlade Unionen, hvis de østrigske myndigheders afgørelse opretholdes. Dommen kan ses som en naturlig forlængelse af McCarthy-dommen idet, det igen konstateres, at opholds-direktivet ikke finder anvendelse på unionsborgere, som aldrig har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, og som altid har haft ophold i en medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger. Dommen gentager endvidere læren fra McCarthy-dommen, hvorefter TEUF’s bestemmelser om unionsborgerskabet ikke fører rettigheder med sig, som går ud over, hvad der skal til for at sikre, at unionsborgeren ikke fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tillagt ved statussen som unionsborger. For så vidt angår spørgsmålet om fortolkningen af associeringsaftalen var afgørelsen i fuld overensstemmelse med Domstolens afgørelse i Toprak-sagen. Det var således helt forventet, at Domstolen ville komme frem til, at en medlemsstat ikke først kan lempe regler om fri bevægelighed for tyrkiske statsborgere inden for EU og derefter genindføre skærpede restriktioner igen. Dette er et udgangspunkt, som også gør sig gældende på andre områder, hvor hensigten er at arbejde frem mod større grad af åbenhed i det indre marked. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, at bordet af og til fanger, når man vælger at lave lempeligere regler end dem, som man efter EU-retten er forpligtet til at indføre. 

EU og Menneskerettigheder

Grundlæggende rettigheder er idag en integreret del af EU-retten. Traktaten om Den Europæiske Union, art. 6, stk. 3, fastslår, at de grundlæggende rettigheder, som er garanteret af den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), og som følger af medlemsstaterne fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten. Det præcise indhold af grundrettighederne i EU, her under rækkevidden af EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, der blev gjort retligt bindende i fm. Lissabon-traktaten, er løbende genstand for sager ved EU-domstolen i Luxembourg. Med Lissabontraktaten besluttede medlemslandene, at EU skulle tiltræde EMRK og dermed blive direkte tilknyttet konventionen. Når EU’s tiltrædelse af EMRK bliver en realitet, vil Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg- i modsætning til i dag – kunne behandle klager over EU, lige som EU-Domstolens domme vil kunne indbringes for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for så vidt angår spørgsmål om overholdelse af EMRK. EU’s tiltrædelse af EMRK vil imidlertid ikke ændre Unionensbeføjelser, som er fastsat i EU-traktaterne. Forhandlingerne mellem EU og Europarådet om EU’s tiltrædelse blev indledt i juli måned 2010. Der foreligger et udkast til tiltrædelses-traktat, der bl.a. indeholder regler om en adgang for EU til at indtræde som medindstævnt i klagesager mod medlemsstaterne, når sagerne berører EU-lovgivningen (og viceversa), om forudgående inddragelse af EU-Domstolen og om EU’s deltagelse i organerne i Europarådet. Sideløbende med forhandlingerne om tiltrædelses-traktaten, arbejdes der på at udarbejde interne EU-regler om tilrettelæggelsen af samarbejdet mellem EU og de enkelte medlemslande. Disse regler skal være på plads inden undertegnelsen af selve tiltrædelses-traktaten. Det forventes, at forhandlingerne mellem Europa-rådet og EU vil være afsluttet i løbet af 2012, hvorefter alle Europarådets 47 medlemsstater vil skulle ratificere tiltrædelses-traktaten. 

5. Oversigt Traktkrænkelses sager  

5.1 GENERELT

Traktatkrænkelses procedurens administrative fase indledes med, at Kommissionen sender en åbningsskrivelse til regeringen i det pågældende land, hvori opmærksomheden henledes på, at der efter Kommissionens opfattelse er forhold i den nationale lovgivning, der er uforenelige med landets EU-retlige forpligtelser. Baggrunden vil ofte være specifikke nationale bestemmelser, der synes at stride mod EU-retten, eller medlemsstatens manglende eller ufuldstændige gennemførelse af EU-regler, oftest direktiver. Medlemsstaten får herefter typisk to måneder til at besvare Kommissionens åbningsskrivelse, men fristen kan i særlige tilfælde være kortere. Finder Kommissionen, at medlemsstatens svar på åbningsskrivelsen ikke er fyldestgørende, fremsender Kommissionen en begrundet udtalelse til medlemsstaten. Den begrundede udtalelse indeholder typisk de samme argumenter som åbningsskrivelsen tilføjet Kommissionens stillingtagen til medlemsstatens svar på åbningsskrivelsen. Medlemsstaten får, ligesom ved åbningsskrivelsen, typisk to måneder til at besvare Kommissionens henvendelse, men igen kan fristen være kortere. Såfremt korrespondancen mellem medlemsstaten og Kommissionen ikke fører til enighed, kan Kommissionen anlægge retssag mod medlemsstaten ved Domstolen, hvorved proceduren går ind i den retlige fase. Den administrative fase giver således medlemsstaterne mulighed for at forhindre indledningen af den retlige del af traktatkrænkelses-procedurerne, idet Kommissionen henlægger sagen, såfremt den finder medlemsstatens svar fyldestgørende. Desuden er der undertiden møder mellem Kommissionen og regeringen for at opklare mulige misforståelser samt for at finde løsninger i sagerne. Kommissionen kan til enhver tid henlægge sagen i den administrative fase, hvis medlemsstaten undervejs ændrer sin lovgivning, eller hvis Kommissionen af en anden grund finder, at sagen ikke bør bringes videre. Kommissionen benytter sig ofte i den administrative fase af yderligere korrespondance med medlemsstaten i form af supplerende åbningsskrivelser/begrundede udtalelser. En supplerende åbningsskrivelse tjener til at præcisere Kommissionens påstande. Den retlige fase indledes med, at Kommissionen anlægger retssag mod medlemsstaten. Herefter følges proceduren for direkte retssager. Kommissionen har også i denne fase mulighed for at trække sagen tilbage. I 2011 modtog Danmark 14 åbningsskrivelser (vedrørende i alt 34 åbningsskrivelser) og 4 begrundede udtalelser.

Formandens bemærkninger:

Danmark er altså ikke tilstrækkelig omhyggelig med at gennemføre de direktiver, de selv har medvirket til at få udarbejdet og vedtaget. Det er tankevækkende, men desværre ikke nogen nyhed.  

Det forhold at andre medlemslande er lige så slemme, sjuskede, dårlige, kan aldrig bruges som nogen undskyldning i et demokratisk retssamfund. Hvis vi vil dette europæiske samarbejde og hvis vi vil, at nye medlemsstater og alle de andre medlemsstater i EU, skal efterleve ”Gældende Ret”, ja så må vi fra Danmarks befolkning forlange, at den danske regering lever op til sin forpligtigelse og sit ansvar og ikke fortsætter med at ”snyde på vægten” efter devicen ”Går den lidt længere, så går den” eller ”Den tid der er gået godt, er gået godt”.  

Vedtagelser og formåls hensigter i EU, udmyntet i særlige direktiver, har jo slet ingen mening, hvis de ikke efterleves 100 % som tiltænkt af alle. Når Danmark den ene gang efter den anden omformulerer og leverer sin egen, helt egen særlige fortolkning af en bestemmelse eller en rettighed, ja så kan det kun tages som udtryk for, at man alligevel ikke var enige i det man var med til at udarbejde og få vedtaget, at man er uvederheftig i krop og sjæl.  

Direktiver og Forordninger, traktater og konventioner er alle juridisk bindende umiddelbart og har lov-kraft. Det danske Folketing udarbejder selv love, ministerierne Bekedtgørelser som alle skal følges nøje af alle i Danmark. Hvordan vil man forklare, at samme regel ikke gælder ”Gældende Ret” i vores samarbejde med andre nationer. Moralen er ikke bare stinker råddent, den er slet ikke tilstedeværende eller eksisterende. Kan man som folkevalgt medlem af det danske Folketing vedtage, medvirke og slutteligt stemme for love, der ikke respekterer de aftaler Danmark frivilligt har indgået internationalt og som medlem af EU i fuld overensstemmelse med disses formål og hensigter? Folketinget skylder befolkningen, som den repræsenterer på et mandat, en forklaring og en erklæring om, at det vil man nu omgående rette op på. Dette er ikke et politisk krav. Det er en nødvendighed alle må være enige om er gældende i det danske samfund. 

Når man ikke vil tilslutte sig som den vigtigste målsætning ”Respekt for gældende ret” der er den samme betydning som ”Med ret skal land bygges”, ja kan man så fortsat være medlem af landes højeste forsamling, Folketinget?

 

Posted by Rolf Thomassen Saturday, September 29, 2012 10:54:00 AM

Comments

Comments are closed on this post.