Dansk Nordisk Modstandsbevægelse

Rådet til sikring af borgernes ukrænkelige rettigheder

Læs også den første beretning Klik på juni 2012 i højre kollonne og find så

3 år i Taleban's fangenskab - Håbløs kamp i Danmark

Af Formanden TW den 29-06-2012 10:16

Sådan slap jeg og min bror fri af Taliban på mirakuløs vis

Formanden indleder med følgende oplysning:

Når man har været en tur i Helvede og hvert minut har levet under primitiv rå vold, permanente ydmygelser under umenneskelige forhold, set den ene medfange efter den anden blive tæsket til døde for øjnene af dig selv gennem 3 år, er det et under at manoverlever som menneske og ikke som en klumpmishandlet kød. Det er derfor noget man altomatisk vil fortrænge og slet ikke tale om for nogen, slet ikke til nogen man ikke har nogen menneskelig tillid til. Man bliver tavs og kan intet fortælle om det man har været igennem. Det er et kæmpe problem i håndteringen af vores behandling af asylansøgere, hvor myndighederne og Dansk Røde Kors skal udspørge de ankomne udlændinge og nedskrive alt det der blive fremlagt ved afhøringen af Udlændingestyrelsen i Sandholmlejren. Hvordan skal man vide, hvordan skal man kunne afgøre om en person er omfattet af FN´s Flygtningekonvention, hvis personen ikke KAN tale om det der skete og det man måtte flygte fra for at komme i sikkerhed. Dette er et kæmpe problem som vi i Danmark godt kender, men ikke kan håndtere på forsvarlig vis. Flygtningenævnet kan slet ikke. I formandens stol sidder en dommer, der har lært og er vant til KUN at tage stilling til det der foreligger og som er oplyst. Resten af medlemmerne er også juridiske personer. Der er ingen psykiater som kan gennemskue personens adfærd. Resultatet er ikke til at udholde. Den som kan sin forklaring på fingrene og i detaljer beskrive ”rædslerne” de har været igennem, de har normalt slet ikke været udsat for det de fortæller. De er skuespillere med en indlært tekst forfattet af professionelle menneskesmugler som tjener store penge på at sende ”fup flygtninge” til vesten. En rigtig flygtning der opfylder betingelserne er ikke et godt emne. Vedkommende vil ikke i vesten kunne arbejde og tjene penge nok til at tilbagebetale gælden til menneskesmugleren. Den rigtige flygtning vil være så traumiseret, at det vil tage lang tid før vedkommende kan bevæge sig ud i samfundet og her fungere normalt. I Danmark har vi fuld forståelse for, at der kan være brug for ”Krisehjælp” hvis nogen har været udsat elle bare vidne til noget ubehageligt. Myndighederne og andre bruger dette tilbus som en garanti for, at man har håndteret situationen korrekt. Den rigtige flygtning har ikke brug for ”Krisehjælp”. Det er en helt anden hjælp der skal til. Personen er ikke syg, men personen er blevet påført nogle alvorlige skader på sjælen, som det er svært at leve med. Forholdet kendes fra soldater der vender hjem fra krig. De er mærkede for resten af livet.

Når jeg har valgt at få vores ven Asad til at trodse sine blokeringer, er det for at vi andre skal få et virkeligt indtryk, et lysglimt af det som sådanne mennesker har været udsat for med det ene formål at knække dem og så bruge dem som selvmordsbombemæn, helt mod deres egen vilje og interesse, i den beskidte krig i Afhganistan. Det jeg har fået indblik i, ikke kun fra denne sag, er så menneskeligt rædselsfuldt, at selv jeg har svært ved at have den viden i min krop. Puha! Bare det at skrive det her er svært for mig.

Vi i bestyrelsen har drøftet sagen og har besluttet at bringe beretningen som vi har modtaget den med kun de ord som er brugt. Fortællingen er givet på hans modersmål til hans søster og bror i forening. De har så ordret oversat det til dansk. Sproget er typisk ”Flygtningesprog” og vi er derfor sikre på sandhedsbeviset som det bringer. Beretningen som vi bringer, kan en forfatter ikke skrive på samme måde. Det kan kun den person der selv har været igennem det der beskrives. Det er stadig kun som ”ishlager i et opbrudt ishav”, men den is det kom af i sammenhæng, kan godt ses.

Her bringer vi fortsættelsen af Asad´s beretning:

 

Min bror og jeg blev sat ind i en bil (dadsan).

Vi blev kørt fra Baghlan provinsen hvor vi her var fængslet. En mand bandt vores føder og hænder fast med snor. Han bandt også vores øjne med sort stof.
Vi kunne slet ikke se noget som helst. De sagde ikke noget til os hvor de vil kører os henne. Jeg havde tænkt at de måske vil tage os til et sted hvor vi måske skal møde et eller andet vigtige ting som selvmordsaktører eller lign.

Min stor bror var meget bange. Han sagde til mig at vi måske bliver kørt til et øget sted, og der vil de måske slår os ihjel. Fordi vi havde oplevet at mange der blev kørt væk på den måde, kom aldrig tilbage, da de skylde dem.

Men på vej hen, standsede bilen et par steder, hvor vi kun kunne høre, at chaufføren snakkede med andre talibaner.

Hver gang standsede bilen, var det som om at vi nu skulle hurtigt sige farvel til verden, fordi vi vil måske blive skydes.

Men bilen stansede de steder den skulle standses. Det var den værste tur vi nogensinde har oplevet. Min bror og jeg kunne ikke lade være med at græde fordi vi var så bange for hver gang den standses og kørte videre igen.

Mens vi græd spurgte vi chaufføren, hvad der vil ske med os, hvor vi var på vej henne.

Chaufføren forstod ikke dari, men den anen mand som sad ved siden af ham så ud til at han tydeligt forstod dari. derfor svarede han tilbage, at vi vil snart komme til at slås ihjel. Vi kunne ikke styre os i at ikke græde, da han sagde at vi snart bliver slået ihjel.

Vi græd så højt. Verden var på dette øjeblik helt sort for os. Efter et stykke tid kørsel, standsede bilen et sted i ca. 1 time.

Det så ud til at det var et sted med mange andre talibanere. Vi kunne kun høre, at de snakkede sammen meget tæt på bilen vi sad i. Min bror og jeg, var hver eneste sekund klar på at de nu måske kommer og henter os ned fra bilen. Vi græd og sagde farvel til hinanden.

Men bilen startede pludselig igen og kørt videre. Den kørte et stykke tid før den standsede igen. Nu rystede min bor og jeg endnu kraftigere.

Nu var vi begge nødtvunget klar på at sige farvel. Vi kunne høre at chaufføren kom ned fra bilen og gik, ved ikke hvor. Der blev helt stille et par minutter.

Så hørte vi ham der forstod dari kom hen til os. Han løsnede vores føder og hænder og øjne og kiggede på os dybt i øjnene.

Vi havde så meget grædte, at stoffet var blevet helt vådt, da han fik den væk fra vores øjne. Han sagde pludselig at vi skulle hurtigst muligt løbe væk herfra.

Det gav os slet ikke noget mening. Vi stod stadig og kiggede på ham. Vi troede han tager pis på os.

Vi turde ikke engang løbe fordi vi tænkte at han skyder os mens vi løber. Vi havde hørt mange virkelige historier, hvor taliban slå fangerne på groveste måder.

Men han gav os 10000 tusind afghanske penge og sagde det er nu vi skal løbe væk herfra hvis vi vil blive livende.

Vi havde ingen vej. Vi var nødt til at gøre det han bedt os om, selvom hvis han havde planer om at skyde os mens løb. jeg løb mens mit hjerte bankede så hårdt.

Jeg lukkede øjnene og min krop var så anspændt. Hver skridt jeg løb ventede jeg på at han nu vil skyde. Hvor vil de ramme mig hen mon? Men det var et mirakel.

Vi løb og løb, der blev ikke skudt noget. Vi standsede pludselig og kiggede bag os. Der var ikke noget syn fra den bil og den mand. Vi var virkelig i chok.

Vi kendt ikke stedet og vidste ikke hvor vi var hen. Vi troede stadig ikke på at vi var blevet sat fri. Vi kiggede hele tiden rundt for at se om der er nogle der holder øje med os.

Men der vi så ikke noget syn fra en bestemt person. Det lykkedes os at standse en taxa. Vi sagde vi vil til mazare sharif.

Taxachaufføren var en barmhjertige menneske. Han fik det ondt da han så hvordan vi så ud. Vi så forfærdeligt ud.

Vi havde nogle gamle tøj på og vores krop var så beskidte at vi lugtede af møg. Han kørte os hen til terminalen hvor der kørte buser eller taxer til mazare sharif.

Han fik heller ingen penge fra os.

Posted by Rolf Thomassen Saturday, September 29, 2012 11:19:00 AM

Comments

Comments are closed on this post.